Den standard for arbejdsmiljø, Aalborg Portland har bygget op over de seneste 10 år, kan falde til jorden, hvis det mislykkes at række stafetten videre til yngre kræfter
Arbejdsmiljørepræsentant René Tue Iversen virker både stolt og tilfreds over Aalborg Portlands indsats for arbejdsmiljøet. Men han har en lille nagende bekymring. Der er yngre ledere, som interesserer sig mere for næste trin i karrieren end for safety walks og årlige arbejdsmiljødrøftelser.
Det er også svært at hidse en stemning op til at blive valgt til arbejdsmiljørepræsentant. Interessen samler sig ikke ligefrem om sikkert og sundt arbejde. Tværtimod siver den i andre retninger. Det er, som om det stadig – arbejdsmiljøcertificeringer og hensigtserklæringer til trods – står og falder med ildsjæle, om de fremskridt i arbejdsmiljøet, der er skabt, kan holdes ved lige, og om der bliver taget initiativ til nye fremskridt. Hvad nu, hvis der kommer en ny direktør, som ikke lægger tilstrækkelig energi i arbejdsmiljøet til at sikre fremdrift? Og vil den arbejdsmiljørepræsentant, som en dag afløser René Tue Iversen være lige så entusiastisk, som han selv er?
Kollegerne glemmer at passe på
Hvad kunne der ske, hvis ikke arbejdsmiljøindsatsen blev holdt ved lige? Den kunne snildt blive langt mindre systematisk, end den er i dag. Der er noget at miste.
“Vores største fjende er støv fra cement,” oplyser René Tue Iversen
Det er blevet meget bedre over årene. Aalborg Portland har investeret i åndedrætsværn med motor. Værnene er personlige og skal til årlige eftersyn. Men medarbejderne bruger dem ikke pr. automatik.
“I perioder kan du bruge meget tid på at fortælle kollegerne: “Pas nu på dig selv,” siger René Tue Iversen.
En nyere teknologisk landvinding i dragterne har heldigvis gjort det lettere at få kollegerne til at benytte åndedrætsværn i støvfyldte omgivelser. Værnene er udstyret med en chip, som registrerer, hvor meget de er blevet brugt.
“De sladrer,” siger René Tue Iversen uden unødvendigt omsvøb.
“Så kan du godt se, hvis der er én, der ikke har brugt dragten. Der er nogle af kollegerne, der er blevet lidt overraskede. “Jamen, jeg bruger værnet hele tiden,” siger de måske. Herefter kan man konfrontere dem med fakta: Dragt nr. 37 er blevet brugt en time hele sidste år,’” imiterer René Tue Iversen en konfrontation med en dragtsky kollega.
Det er moderne arbejdsmiljøarbejde, hvor information, oplysning, anmodning og krav er blevet suppleret med big data, internet of things – eller hvad man nu skal kalde det.
Er det også overvågning?
“Det er kun arbejdsmiljøgruppen, der får noget at vide, oplyser René Tue Iversen. “Så jeg synes, det er ok.”
“Det er også for at sparke kollegerne lidt i gang. Vores egne folk er blevet gode til at bruge åndedrætsværn. Efterhånden er det kun de eksterne kolleger, der kan glemme værnemidler indimellem,” anfører han.
Springer høreværnene over
Rundt om på fabrikken er der indrettet stationer, hvor man kan blæse støvet af tøjet. De bliver flittigt brugt. Så langt, så godt. Men aldrig så snart har man fået kollegerne til at udvise omtanke i forhold til støv, før næste udfordring kommer væltende. På et skilt ved stationerne er det tydeligt angivet, at man skal bruge høreværn. Alligevel er der mange, der springer det over.
“’Vi har simpelthen så travlt.’ ‘…Jamen, hvem er det, der jager med dig? Jeg har aldrig oplevet, at nogen bliver jaget med. Det er vigtigere, at du kommer hel hjem, end at du fjoger rundt og så laver noget dumt…’“
René Tue Henriksen, arbejdsmiljørepræsetant
Svært at opbygge tillid
Et stort antal eksterne kolleger af mange forskellige nationaliteter bliver i perioder lejet ind, når fabrikken har for meget mellem hænderne til, at de fastansatte medarbejdere kan følge med. De eksterne kolleger er i lige så høj grad en del af Aalborg Portlands forpligtelse til at fremme det sunde og sikre arbejdsmiljø som de faste medarbejdere. De bliver som alle andre instrueret i at arbejde sikkert, før de starter. De skal deltage på sikkerhedsmøderne. De skal have de nødvendige certifikater til maskiner. Når de er udlændinge, hvad de ofte er, så skal de have en sjakbajs, der kan gøre sig forståelig på engelsk.
Men det har taget tid – og er en blivende udfordring – at opbygge tiltro blandt eksterne arbejdstagere til, at Aalborg Portland mener det, når virksomheden siger, at arbejdsmiljø og sikkert arbejde har højeste prioritet. De udefrakommende kolleger er opsat på at gøre en god figur ved at få mest muligt arbejde fra hånden. Det spiller formodentlig ind, at de lettere kan blive afskediget end de fastansatte.
“Men det er nu begyndt at fungere fint nu – også med de eksterne. Vi har sjældent alvorlige ulykker, fordi vi gang på gang betoner, at man skal lade være med at tage chancer. Det tager tid at få folk til at forstå det,” forklarer René Tue Iversen og slår over i endnu en fiktiv samtale:
“‘Vi har simpelthen så travlt.’ ‘…Jamen, hvem er det, der jager med dig? Jeg har aldrig oplevet, at nogen bliver jaget med. Det er vigtigere, at du kommer hel hjem, end at du fjoger rundt og så laver noget dumt,’“ imiterer han.
“Der er nogen, som kan stresse sig selv op. Sådan er det jo alle vegne. Men vi når det vi når.”
Risikovurdering forebygger arbejdsulykker
Forud for en meget stor del af arbejdsopgaverne skal medarbejderne lave det, fabrikken kalder en ‘Tænk 5’. En risikovurdering. Her gennemgår man 20 eller flere spørgsmål om arbejdsopgaven, som guider medarbejderen til at sørge for sin egen sikkerhed.
“Der kan også være tillægsspørgsmål. Det kan blive en hel labyrint at udfylde ‘Tænk 5’. Men det er bemærkelsesværdigt, at dér, hvor vi har haft arbejdsulykker de seneste fem år, har de ikke lavet en forudgående risikovurdering. Den første arbejdsulykke, hvor der var lavet en risikovurdering, havde vi for knap 14 dage siden. Det var en kollega, som trådte ud af en arbejdsmaskine og vred om på knæet. Den er svær at gardere sig imod,” forklarer René Tue Iversen.
Udover risikovurderinger registrerer arbejdsmiljøorganisationen nærved-ulykker i samarbejde med medarbejderne. En nærved-ulykke er en hændelse eller en tilstand, som under de rette omstændigheder kunne have udviklet sig til en arbejdsulykke. Ved at registrere nærved-ulykken – det kan typisk være en ledning, som ligger hen over et gulv, som man potentielt kan snuble over – kan en virksomhed tage forholdsregler for at sikre, at det ikke sker igen.
Nærved-ulykker skal registreres
Næsten alle medarbejdere i produktionen er gode til at rapportere om nærved-ulykker til arbejdsmiljøgruppen. Tage et foto af situationen med mobilen og sende billedet ind. Dog ikke de eksterne kolleger, som altså igen skiller sig ud.
“Vi arbejder lidt med de eksterne. Det kniber at få dem til at påpege, at der kan være et problem med noget. De er så bange for at miste deres job. Ingen af dem er gode til at registrere nærved-ulykker,” oplyser René Tue Iversen.
Det er ellers bare om at gå til den. Intet er for småt til at blive registreret, får medarbejderne at vide. Det eneste, der ikke bliver registreret er navnene på de personer, der indsender deres tips og de personer, der evt. er involveret i en nærved-ulykke. Det handler ikke om at finde syndebukke og pege fingre. Det handler derimod om i fællesskab og samarbejde at gøre Aalborg Portland til et sikkert sted at arbejde for alle.
“Her er en registrering fra i går,” eksemplificerer René Tue Iversen: Nogen har pillet en skærm af en maskine. Skærmen er aldrig kommet på igen. En anden nærved-ulykke: En slange ligger ved en trappe. Nogen kunne være snublet i den, og René Tue Iversen noterer den derfor som en nærved-ulykke. Senere vil nærved-ulykken blive taget op på et morgenmøde, hvor sikkerhed altid er første punkt på dagsordenen.
“Er der sket en ulykke, går vi den også igennem på morgenmødet. Det fungerer godt,” anfører René Tue Iversen.
Ulykker følges til dørs
Hvis det kommer dertil, at der sker en ulykke, så bliver den ikke bare fulgt til dørs ved, at den bliver drøftet på morgenmødet: Under selve hændelsesforløbet overlader man heller ikke tilskadekomne medarbejdere til sig selv.
“Alt, hvad der er af ulykker, vil vi gerne have over til os. I går fik en af de eksterne kolleger en splint i øjet. Først ringede han til egen læge. Han kunne først komme til kl. 14. ‘Det er ikke godt nok. Det skal vi have gjort noget ved,’ sagde jeg til ham. Så jeg ringede til en øjenlæge og fik en akuttid. Kollegaen blev sendt af sted i en taxi. Bagefter fulgte jeg op og hørte til ham: Hvordan var det gået? Han havde fået slebet i øjet. Jeg bad ham om at blive hjemme for at komme sig. Til sidst blev der lavet en rapport på sagen,” forklarer René Tue Iversen.
Når der efter en arbejdsulykke igen er faldet ro på, giver man sig til at analysere, hvad der egentlig skete. De implicerede medarbejdere og arbejdsmiljøorganisationen sætter sig sammen for at rede trådene ud.
“Når vi har en arbejdsulykke, så bliver den uheldige medarbejder indkaldt til møde med sikkerhedsinspektøren. Hvis det fx er en smed, så kommer jeg og hans leder derover. Vi analyserer hele ulykken. Vi ser på, om det er en kollega, der har haft mange ulykker. I givet fald kan det være, kollegaen er fejlplaceret. Vi har indimellem haft ulykkesfugle. Men vi oplever, at samtalerne sætter en stopper for ulykkerne. De, som har været involveret, får åbnet øjnene. Vi gør det ikke for at skræmme nogen, men for at undgå, at ulykkerne sker. Det har virkelig haft stor effekt, så det har været positivt.”
Ovenstående tekst er et uddrag fra bogen Vi er alle født med en bar røv af journalist Søren Dam Nielsen.
Læs også