Efter coronaen bliver verden den samme igen – eller gør den? Pressen er fuld af profetier
”Vi skal, måske for altid, vænne os til at omgå hinanden på nye måder.”
Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i forbindelse med genåbningen af Danmark. Udtalelsen er hyppigt citeret af andre. Fordi det, som nok primært var en henstilling til danskerne om at huske at vaske hænder og tænke på at holde afstand, i sig selv jo er et udsagn med en langt større rækkevidde. Taler Mette Frederiksen i virkeligheden om, at der fra asken efter coronaen vil rejse sig et helt nyt samfund? Det er der selvfølgelig ingen, der helt konkret tror. Men mange håber det. Luften er derfor fuld af gisninger og gætterier. Det er, som om det låg, som i årtier har været lagt over den frie utopiske tænkning er taget af, og et mylder af anderledes, håbefulde tanker og ideer pibler frem alle vegne fra. Sjældent har medierne været så fulde af profetier om, hvad det er for en fremtid, vi går i møde som lige nu, hvor pandemien har taget os på sengen og rystet os i vores grundvold, magelighed og tyrkertro på at være hævet over blandt andet vira og bakteriel disruption.
Udmattet verden
I en stærkt læseværdig artikel i Information: Vores verden er udmattet og har bittert brug for at blive tænkt på ny lader den tyske sociolog Harmut Rosa en bemærkning falde: At coronakrisen trods alle dens menneskelige skæbner og tragedier er en chance og mulighed for at ændre på vores samfundsystem. Den opbremsning af det accelererede samfund, vi gennemlever lige nu, giver os luft og lejlighed til at tage vores livsform op til fornyet overvejelse. For Rosa er det afgørende vigtigt, at vi ikke bare vender tilbage til det vækstsamfund, hvis tempo altid har været alt for højt, og som kritikere fra Romklubben og frem har ønsket at bremse. “Vi har brug for en form for revolution mod væksttvangen, siger Rosa. Men hvad præcis skal revolutionen føre til? Det svarer han desværre ikke på.
Neoliberalismen i respirator
Mange kommentatorer mener, at vi i den seneste tid – også før corona – har været vidner til neoliberalismens svanesang. De peger på, at coronakrisen har tydeliggjort, at den stigende markedsgørelse af områder, som aldrig skulle have været privatiseret, giver enorme problemer under store kriser som den nuværende. Dette synspunkt repræsenterer eksempelvis den internationale stjerneøkonom Branko Milanovic. Den internationale sundhedskrise, som coronavirussen udgør, har øget presset for en “korrektion af kapitalismen”, som han udtrykker det i Weekendavisen. Coronasmitten har medført et anti-globaliserings-chok, som meget vel kan medføre en bølge af hjemflytninger af produktion. Den frie bevægelighed af varer og personer, som vi har vænnet os til, kan i yderste fald ende med at høre fortiden til. Globale forsyningskæder kan blive afløst af national selvforsyning. Der kan i yderste konsekvens blive tale om en opløsning af det globale samfund i et omfang sammenligneligt med, da Det vestromerske Rige opløstes.
I en krisesituation kan det, man før så som fordele, pludselig være ulemper, siger Milanovic. Det gælder navnlig den effektivisering, der har præget vestlige samfund. I den trimmede økonomis navn har vi levering “just in time” og har ingen overflødighedshorn haft at tære på, hvis det uventede skulle ske. Pludselig står flere lande med overfyldte hospitaler, patienter på gangene og mennesker, der dør, før de får hjælp. Sikkerhedsnettet brister, når krisen kradser. Det samme gælder på arbejdsmarkedet i lande som USA, hvor afstanden fra job til ledighed til suppekøkkener er ekstremt kort. En måned inde i krisen står selv mennesker fra den amerikanske middelklasse i kø for at hente mad fra food banks. Det vil give stof til overvejelse blandt politikere og i befolkningen, om det virkelig kan være rigtigt, at verdens rigeste land ikke har kapacitet til at behandle borgere i krise bedre end det. “Just in time” vil blive suppleret eller måske endda med “just in case” (hvis det værst tænkelige sker, må vi have en nødplan).
Green new deal skal redde EU
400 fremtrædende, europæiske økonomer og forskere kræver i et opråb til Europas politikere en grundlæggende forandring af EU’s økonomi. Under coronakrisen har en række EU-lande udvist en tragisk mangel på solidaritet, anfører forskerne: Forbud mod eksport af medicinsk udstyr, lukning af nationale grænser og værre endnu afvisningen af at udstede euroobligationer med fælles hæftelse. Coronakrisen vil blive husket såvel som fejlslagen europæisk integration; ethvert land var sig selv nærmest; og som en humanitær katastrofe, ikke mindst grundet de miserable forhold for de mange flygtninge i lejre på sydeuropæiske øer, som ingen tilsyneladende har overskud til at tage sig nævneværdigt af.
Euroen er truet af sammenbrud, lyder det fra flere kanter. De 400 økonomer og forskere nævner ikke specifikt euroen, men frygter i mere generelle termer, at den europæiske integration vil kollapse i kølvandet på coronaen. Det vil bevirke store sociale omkostninger, høj arbejdsløshed, mere fattigdom og en tiltagende ulighed.
Blandt andet af disse grunde peger de 400 på, at neoliberalisme i form af bl.a. offentlige besparelser i den nuværende situation er den værst tænkelige kur. Der skal stærke stater til, virkningsfuld omfordeling og massive investeringer i en grøn og social omstilling. Det kan ikke være op til enkeltstående europæiske nationer at drive omstillingen. Den europæiske økonomi er så integreret, at det må være EU, som må svinge dirigentstokken i en New Green Deal for EU. En deal, som igennem et stort, fælles EU-budget, eksempelvis frembragt gennem euroobligationer skal rumme såvel en grøn, en social som en demokratisk dimension, så den derved kan håndtere
- Massearbejdsløshed
- Fattigdom
- Ulighed
- Genopretningen af offentlige sektorer
- Reduktionen af vores miljø- og CO2-aftryk
- En involvering af borgere om beslutninger på regionalt og lokalt niveau
- Gældseftergivelse og udviklingsbistand.
Ud af fastkursens trygge favn?
Netop euroens sårbarhed over for interne økonomiske stridigheder i Eurozonen er udgangspunktet for den norske journalist, Jon Hustad, som i Weekendavisen spår, at Danmark aldrig bliver det samme som før. Dvs. det samme land, som gennem de seneste 40 år har haft fastkurspolitikken som kronjuvelen i sin økonomiske politik. For når euroen bryder sammen, fordi Italien ikke længere vil være med, så er det bye bye til fastkurs og goddag til de globale finansløver, for hvem den skrøbelige danske valuta er ren nam nam. Løverne vil stå i kø efter at sætte tænderne i den danske krones alt for store finansielle opsparinger i udenlandske værdipapirer. I en post-corona-verden af protektionisme er det de lande, der eksporterer mest og sparer mest, som taber mest, og det er aktuelt for Danmark, fordi Danmark er verdensmester i eksport og opsparing. Hustad finder dog langt fra opbakning hos økonomiprofessor Niels Thygesen i selv samme avis: EU har oplevet værre kriser, bemærker Thygesen.
Fornyet tro på kollektivet
Mandag Morgen bringer i øjeblikket en spændende serie, hvor mere end 20 fremtrædende personligheder giver deres bud på tiden efter corona. To kvinder, Line Groes fra Is it a Bird og filosof Anne-Marie Christensen Søndergaard fra Syddansk Universitet peger på en fornyet tro på kollektivet som forandringskraft som det væsentligste, der kommer ud af coronakrisen. “Jeg håber, at dette er den blivende forandring, som kommer af coronakrisen: At vi er kommet i tanke om, at vi sammen kan omskabe betingelserne for vores fællesskab. Den indsigt får vi brug for. Coronakrisen vil forsvinde. Men bag den lurer den endnu større klimakrise, som i endnu højere grad kræver, at vi tænker nyt og sammen omskaber rammerne om vores livsform,” skriver Anne-Marie Søndergaard Christensen.
“Jeg håber, at dette er den blivende forandring, som kommer af coronakrisen: At vi er kommet i tanke om, at vi sammen kan omskabe betingelserne for vores fællesskab. Den indsigt får vi brug for. Coronakrisen vil forsvinde. Men bag den lurer den endnu større klimakrise, som i endnu højere grad kræver, at vi tænker nyt og sammen omskaber rammerne om vores livsform.”
Anne-Marie Søndergaard Christensen, filosof, Syddansk Universitet
Line Groes noterer sig desuden en fornyet tro på staten og eksperterne – “thank God” – tilføjer hun. Denne gang har vi fuldstændig sat vores lid til sundhedssystemets evner til at lede os gennem pandemien. Ellers har tilliden til eksperter kunnet ligge på et meget lille sted siden Anders Fogh Rasmussens opgør med “smagsdommeriet”.
Fællessang og frivillige
Så langt, så godt. Og sammenholdet ser da også ud til at blomstre med fællessang og tusindvis af frivillige hænder i sundhedsvæsnet inden for lille Danmarks hegnspæle. På klodeniveau ser det anderledes betænkeligt ud, anfører den israelske tænker Yuval Noah Harari:
I en tid, hvor flere gør opmærksom på, at coronakrisen hælder ild på bålet i det stadig mere anspændte forhold mellem USA og Kina, opfordrer Harari til globalt samarbejde og verdensomspændende solidaritet i Financial Times: Såvel epidemien som den efterfølgende økonomiske krise går kloden rundt. Man kan ikke tage ordentligt hånd om nogen af problemerne, hvis ikke det sker i et globalt samarbejde om at dele viden, sundhedsfagligt personale og begrænse rejseaktiviteter. Men som Harari tørt konstaterer, så ser det i mangel af globalt lederskab ud til, at verden i øjeblikket går ad en vej, der fører til splittelse. Det vil ikke kun forlænge krisen. Men vil sandsynligvis føre til langt værre katastrofer i fremtiden.
Vil du brage igennem lydmuren i den offentlige debat lidt hyppigere end vanligt. Følg Fagsagens e-træning:
Artiklens referencer
Dagbladet Information
- Vores verden er udmattet og har bittert brug for at blive tænkt på ny
- 400 forskere og akademikere: Krisen tvinger EU til et opgør med den neoliberale sparepolitik
Weekendavisen
Ugebrevet Mandag Morgen
- Line Groes: Forestillingsevnen kan vende tilbage i tusindfold
- Anne-Marie Søndergaard Christensen: Noget af det mest håbefulde, jeg har oplevet
Financial Times