De klassiske fagforeninger mister medlemmer. Det forstår jeg godt. Jeg savner at se fagforeninger, som tør blande sig og være aktive medskabere af fremtidens samfund.
Af Line Groes, direktør og grundlægger, Is It A Bird
Et af mine yndlingsafsnit i DR’s dramadokumentar ’Historien om Danmark’ var om nyere tid, hvor vi så, hvordan fagbevægelsen med stolthed og flid blev grundlagt. Skabt perfekt til den samtid, den opstod i, hvor forandringerne i vores samfund med industriproduktion og ændret demografi skabte et behov for at sikre arbejdernes rettigheder. Danskerne stod over for nogle store og reelle samfundsproblemer, som fagforeningerne blev svaret på.
Fagbevægelsen skabte ikke blot forandring, men fremtidssikrede løsninger, som ikke kun var gode og fordelagtige for arbejderne, men som har været helt afgørende for skabelsen af vores velfærdssamfund. Men Danmark ser i dag anderledes ud end i tv-serien, og jeg savner alt det progressive, som fagbevægelsen stod for i ’Historien om Danmark’.
Jeg savner at se en mere tydelig eksistensberettigelse, som ikke alene handler om at sikre arbejdstagerne rettigheder.
Jeg savner at se fagforeningerne træde i karakter som aktive medskabere af det samfund, som udvikler sig lige nu. Vi har brug for fagforeningerne – blot som løsningen på nogle andre problemer end dem, der fandtes, dengang fagbevægelsen opstod.
“…for mange synes det alligevel at være for drastisk at melde sig ud; ’man er vel solidarisk’.”
Jeg har gennem de seneste år arbejdet som rådgiver og konsulent for flere fagforeninger, og jeg ser en tydelig tendens i den måde, fagforeningerne agerer på: Medlemmerne bliver som nyuddannede lokket ind af nogle billige forsikringer og en vag forestilling om et fagligt fællesskab. Ret hurtigt mister fagforeningen dog sin relevans set fra medlemmets synspunkt, men for mange synes det alligevel at være for drastisk at melde sig ud; ’man er vel solidarisk’.
Mange oplever med rette, at de har gode arbejdsvilkår – og tager dem for givet. Hvis jeg skal sætte det lidt skarpt op, har fagforeningen derved kun én væsentlig rolle i medlemmets optik, og det er at træde til, hvis man skulle være så uheldig at blive fyret eller ramt af alvorlig sygdom.
“Disruptionen vil komme fra en startup, som ikke har rødder i fagforeninger og derfor ikke er bundet af fortidig tænkning. Startuppen er organiseret med ganske få medarbejdere og er derved betydelig billigere end de nuværende fagforeninger på markedet. Løsningen vil være 100 procent digital, sandsynligvis en app.”
Relationen til fagforeningen bliver derfor lidt den samme, som de fleste af os har til vores forsikringsselskab. Det er en småkedelig organisation, der lystigt sender os rudekuverter, men som vi egentlig håber, at vi aldrig for brug for.
Hvis jeg har ret i min analyse af træthed i den betalende medlemsskare og behovet for radikal fornyelse, så er der en overhængende fare for, at fagforeningerne bliver disruptede snart. Jeg vil godt vove pelsen og forudsige, hvordan det kommer til at ske; stigningen i medlemstallet hos de såkaldte gule fagforeninger, der lukrerer på de traditionelle fagforeningers resultater, er blot et første tegn.
Disruptionen vil komme fra en startup, som ikke har rødder i fagforeninger og derfor ikke er bundet af fortidig tænkning. Startuppen er organiseret med ganske få medarbejdere og er derved betydelig billigere end de nuværende fagforeninger på markedet.
Løsningen vil være 100 procent digital, sandsynligvis en app. Den vil ikke omfavne hele den nuværende fagforeningspakke, men blot de dele, hvor man med fordel kan lave en digital peer-to-peer-løsning, altså tage mellemmanden, fagforeningen, ud. Man kan digitalisere meget mere, end fagforeningerne går og tror. Det bliver nemt at tilslutte sig foreningen og kæmpe for mindre enkeltsager gennem eksempelvis underskrifts- og pengeindsamlinger, og det vil være nemt at melde sig ud. Værdien af løsningen er tydelig kontinuerligt, og ikke kun når du har brug for de traditionelle fagforeningsydelser såsom tjek af kontrakter eller hjælp ved fyring.
“Fagforeningerne skal definere en moderne solidaritet og gøre den relevant. Vi vil høre mere om, hvorfor det er vigtigt, at vi står sammen, og hvad det er, vi skal mødes omkring.”
Hvad er så alternativet til dette scenarie? Jeg mener, at fagforeningerne skal begynde at se ud over det historisk betingede og fortidens sejre og skabe en tydelig vision for det fremtidige arbejdsmarked, som ændrer sig lige nu, ligegyldigt om man vil det eller ej. Der er især fem faktorer, som kunne være en begyndelse til den forandring, som er nødvendig for at være tidssvarende og relevant og fjerne – eller i hvert fald udsætte – truslen for disruption:
1.
Fagforeningerne må definere et formål, der stikker dybere end at have tilfredse medlemmer. De skal kunne svare på spørgsmålet om, hvorfor de er i verden, og dette svar skal koble sig til den forandring, som fagforeningerne gerne vil skabe i samfundet. Vi vil se en vision for vores arbejdsliv, fordi vores arbejde i langt højere grad end i industrialiseringen er en del af vores identitet og meningsskabelse, ikke blot en fastholdelse og beskyttelse af eksisterende strukturer.
2.
Fagforeningerne skal interessere sig for medlemsbehov, som ikke kun handler om rettigheder. De skal lytte til deres medlemmer på andre måder end ved tilfredshedsmålinger og medlemsarrangementer. Brug andre metoder end surveys (eksempelvis antropologiske metoder) til at have fingeren på pulsen, i forhold til hvad der rører sig blandt medlemmerne – også det, de ikke kan sætte ord på. Og lyt mest til de passive medlemmer, altså den stille majoritet, der betaler, men som hverken har tillidsposter, blander sig i debatter eller har relationer til de politisk valgte organer.
3.
Fagforeningerne må organisere sig mere effektivt. Den politisk styrede fagforening, som den ser ud i dag, er for ineffektiv og ikke modig nok. Slank kraftigt i bestyrelserne og andre politiske organer, og gør det attraktivt at sidde der, så I får de bedste med om bord. Min erfaring er, at der simpelthen sidder for mange inkompetente bestyrelsesmedlemmer i fagforeningernes bestyrelser.
4.
Fagforeningerne bør indtage en ny rolle, der gør op med den traditionelle arbejdsgiver- lønmodtager-dikotomi. Vi lever ikke i et industrisamfund længere, og det er svært at finde på nye krav til næste overenskomst, men det traditionelle modsætningsforhold fastholder et fokus på rettigheder frem for nye store udfordringer i horisonten. Kunne man forestille sig fagforeningerne indtage en mere samarbejdende og faciliterende rolle mellem arbejdsgiver og arbejdstager?
5.
Sæt den moderne solidaritet på agendaen – og vind den. De fleste unge mennesker kender slet ikke til fagforeningernes historie og ser ofte blot et medlemskab som en forsikring. Det ved jeg fra flere af de analyser, som vi har lavet for fagforeninger de sidste par år. Det betyder dog ikke, at solidariteten er død. Fagforeningerne skal definere en moderne solidaritet og gøre den relevant. Vi vil høre mere om, hvorfor det er vigtigt, at vi står sammen, og hvad det er, vi skal mødes omkring. Jeg ser intet i tiden, der peger i retning af, at vi ikke har et behov for at føle os en del af noget større og samfundsforandrende. Platformene er blot blevet nogle andre, og denne arena skal fagforeningerne træde ind i.
“I mit arbejde med fagforeninger hører jeg ofte globalisering, digitalisering og automatisering omtalt som truende fænomener. Fagforeningerne bør omfavne disse udviklinger og aktivt definere, hvad de kommer til at betyde for vores arbejdsliv.”
Jeg håber, at fagforeningerne kommer frem i bussen, så vi ikke står tilbage med en digitaliseret udgave af de gule fagforeninger. Fagbevægelsen har en helt unik position i vores samfund, fordi den så aktivt har været med til at forme det gennem årtier. Ligesom fagforeningerne opstod som det perfekte svar i en ny tid, ligger der en kæmpe mulighed for at blive det perfekte svar på de samfundsudfordringer, som vi står over for nu. Et eksempel er polarisering. Det er en samfundsudfordring, der truer stabilitet, sammenhængskraft og velfærd, og som fagforeningerne kunne tage på sig og være med til at løse.
I mit arbejde med fagforeninger hører jeg ofte globalisering, digitalisering og automatisering omtalt som truende fænomener. Fagforeningerne bør omfavne disse udviklinger og aktivt definere, hvad de kommer til at betyde for vores arbejdsliv. Et muligt scenarie for vores arbejdsliv er et arbejdsmarked, der er mere projekt- og kompetencebaseret. Vi kommer altså ikke til at se mange som min far, der gennem hele sin karriere var ansat på den samme arbejdsplads. Vi kommer derimod til at se en platformsøkonomi, hvor vi knytter os mere periodisk til forskellige arbejdspladser. Her kunne fagforeninger spille en central rolle i forhold til at hjælpe medlemmer med at organisere denne nye form for arbejdsliv og udvikle de nye kompetencer, som det kræver.
Jeg håber på fagforeninger med ægte visioner for velfærdssamfundet bygget på solidarisk tænkning og fællesskab; foreninger, som med blikket rettet mod fremtiden vil sikre de stabile strukturer omkring den danske arbejdsmarkedsmodel, som er så unik.
Kom nu!